De originale hattehylder i 3 og 5 dørs biler er næsten altid for bløde og ustabile,
til at kunne bære højttalere, samtidig med at de ofte vibrerer med,
når man spiller på højttalerne, hvilket hurtigt kan ødelægge lydbilledet.
Vi har været med til, at bygge en hattehylde, der er 99,9% som den originale hattehylde, men lavet i krydsfinérplade og er meget stabil.
|
Så tæt på originalt som muligt?
At bygge en hattehylde kan være både meget let og enkelt, men det kan også være noget af en kunst.
Vi var så heldige, at KS Auto indretning i Køge skulle bygge en hattehylde til sin egen privatbil en Peugeot 306 , og vi fik lov at være med til det meste af det.
Når en tømrer skal bygge noget til sig selv, siger det næsten sig selv, at det bliver gjort med største præcision, og vi kan konstatere, at den tømrerbyggede hattehylde blev 99,9% som den originale. - Noget af en kunst!
Måske vil du kunne gøre kunsten efter, når du skal bygge en hattehylde til din bil.
|
Inden du går i gang, skal du have noget værktøj klar. Det vigtigste værktøj er en blyant eller tusch, en stiksav, en boremaskine, en skruemaskine, et målebånd og noget sandpapir. Skal hattehylden være med skrå kanter og niveau forskelle er det også godt med en rystepudser og/eller en båndpudser, hvis det ikke skal tage årevis at blive færdig.
Man kan bruge både MDF plade eller krydsfiner plade, og skal hattehylden laves som her, i 2 lag, for at få nedsænkningerne med, skal den ene plade passe i tykkelsen på de niveauer der er i hattehylden (toppladen), og den anden plade skal være mindst 19 mm tyk (bundpladen) for at kunne bære højttalere uden at vibrere.
|
|
Skabelon
Brug den originale hattehylde som skabelon ved at lægge den oven på den ene plade. Den lige kant på hattehylden lægges helt ud til kanten af træpladen, hvorefter du tegner i kanten af hattehylden, på træpladen. Dernæst gøres det sammen på den anden plade. Begge plader skal nu saves ud efter det tegnede, dog kun en plade af gangen, ellers går det galt. Den ene plade skal som regel lige have savet et ekstra hak ind, der hvor hattehylden skal hænge fast på beslaget i bilen, i dette tilfælde i bundpladen, og det er vigtigt igen at bruge den originale hattehylde som skabelon.
|
|
Når begge plader er savet ud, lægges de oven på hinanden, og skal du holde dem sammen så de to lige kanter flugter med hinanden, og give dem nogle skruer for at holde dem sammen. Det er her vigtigt at vide, hvilken plade der er toppladen, normalt den tyndeste, hvis der er forskel på dem.
|
Pudsning og tilpasning
Nu er det tid til pudsearbejde, og det støver meget. Der hvor der skal være skrå kanter, skal der pudses meget, og de lige kanter skal lige pudses en anelse så de ikke er for skarpe. Når du skal slibe og pudse, er det en god idé at skruepladen fast til filebænken eller det arbejdsbord du bruger.
|
Det gøres lettest ved at skrue nogle træklodser fast i begge ender af pladen, som derved holder det hele på plads.
Når du pudser er begge pladerne skruet sammen, så pudsearbejdet foregår på begge pladerne samtidig som en helhed.
|
|
|
Udskæringer
Når pudsearbejdet er færdigt, skal pladerne igen skrues fra hinanden.
Først tager du toppladen, og tegner på den, hvor du skal save nedsænknings hullerne. Kig efter på den originale hattehylde eller lav hullerne sådan, som du synes de skal se ud. I dette tilfælde blev det midterste hul ændret lidt, så det passer perfekt til en nødhjælpstaske, og de to yderste blev lavet ved at måle de originale nedsænkninger. Det letteste er nok at klippe et stykke papir ud, så det passer ned i nedsænkningerne på den originale hattehylde.
|
Derefter måles afstanden fra kanten af hattehylden til kanten af papiret både på ydersiden, samt den lige kant.
Så er man sikker på at begge nedsænkninger er ens placeret.
Når nedsænkningerne er tegnet ind på pladen, skal hullerne saves ud.
Start inde i midten af hullet med stiksaven, og arbejd dig ud til stregen, som så følges hele vejen rundt.
Hvis man starter ude ved stregen, øges risikoen for at hullet bliver skævt eller ujævnt.
|
|
|
Nu skrues de to plader sammen igen, og du har en komplet rå hattehylde. Nu skal vi have fat i skabelonen til de højttalere, der skal være plads til. I dette tilfælde skal der være to stykker 6x9” højttalere, som skal sidde oppe under hattehylden, i hver sin side. Skabelonen lægges nede på bundpladen, og tapes fast på det ønskede sted, før hullet tegnes på. Det er godt at tage nogle mål, fra kanten af hul skabelonen til kanten af pladen, så begge højttalere bliver monteret på samme sted og i samme vinkel. Dette er selvfølgelig mest vigtigt, hvis højttalerne skal være synlige, men det er også pænt, at de sidder ens, når man åbner bagagerummet.
|
Så skal pladerne igen skrues fra hinanden, hvorefter hullerne til højttalerne kan saves ud. Og når hullerne er lavet, er det en god idé lige at tjekke om højttalerne passer ned i hullerne. Der skal være en smule luft så der er plads til stoffet, hvis højttalerne skal være synlige. Hvis højttalerne som her skal monteres skjult, på undersiden er det vigtigt, at holde en højttaler op til hullet nedefra, så man kan sikre sig frigang til at basmembranen kan bevæge sig op og ned, uden at røre kanterne af træpladen.
|
|
|
Sidste hånd på værket
Nu er det så endelig blevet tid til at skrue pladerne sammen igen, men denne gang skal der flere skruer til, sådan cirka 12 - 16 skruer fordelt rundt om nedsænknings hullerne, for de skal ikke så gerne skilles ad igen. Men før du samler dem, denne sidste gang, er det en god ide, at tørre dem begge af for savsmuld og spåner m.m. Nu lægges den originale hattehylde ovenpå pladerne, så alle kanter flugter. Hvis den originale hattehylde, har en snor som skal holde den oppe, når bagklappen åbnes, kan du nu afmærke hvor hullet skal være.
|
Ligeledes kan du nu se og afmærke, hvor Pindene skal skrues ind i siden, så de passer ned i bilens originale hattehylde beslag. Hvis du er heldig, kan de originale plast bøsninger trækkes ud af hattehylden, hvorefter du måler diameteren, og borer et hul i denne tykkelse, hvorefter du kan banke bøsningerne på plads. Hvis dette ikke er tilfældet, kan man købe to bolte, på den rigtige diameter, hvorpå du saver hovedet af og skruer dem ind i træpladen på det rigtige sted.
|
Nu er det endelig tid til at prøve hattehylden i bilen.
Læg den så bøsningerne passer ned i beslagene, og sænk træhattehylden på plads. Forhåbentlig passer alt perfekt, også når bagklappen lukkes. Ellers er det nu, det er tid til at modificere eller pudse lidt mere i kanterne, så det hele passer, og ser ud som man ønsker.
|
|
Beklædning
Nu skal hattehylden beklædes med enten højttalerstof , nappa eller lignende.
Nappa er kun godt hvis højttalerne skal sidde synligt i hattehylden, og det er svært at lime på, for man kan se, selv den mindste ujævnhed igennem.
Akustisk stof er at foretrække, når højttalerne som her, skal monteres usynligt på undersiden af hattehylden. For det første kan lyden fra højttaleren komme igennem uden at blive forvrænget, og for det andet er det lettere at strække ud i hjørnerne når det limes på og det dækker lettere små ujævnheder i pladens overflade.
Denne hattehylde er blevet monteret med et stort stykke stof hele vejen rundt, på begge sider, uden at der er klippet ud til nedsænkningerne. Mange ville sikkert snyde, og montere stof i nedsænkningerne først, og trække ét stort stykke stof ud på overfladerne bagefter, og klippe det til og bukke det ned i kanterne på nedsænkningerne. Det kan man også godt gør, bare man bruger rigeligt med lim, så det ikke slipper igen.
|
Start med at lægge stoffet, så det kan nå hele vejen rundt på den korte led. I nedsænkningernes hjørner sætter vi dobbeltklæber i hjørnerne til at hjælpe, før limmen smøres eller sprøjtes ned i sænkningerne, og stoffet lægges på. Der skal formes og trækkes godt, for at få det ud i hjørnerne og op ad kanterne. Først limes de lige flader på oversiden af hattehylden fast, og derefter skal stoffet presses ned i hullerne med fingrene , så det følger alle kanterne i nedsænkningerne, husk at der skal bruges rigeligt lim, så det ikke slipper. Samlingen af de to ender af stoffet, skal helst mødes på midten af undersiden. I siderne skal undersiden skæres af ved kanten af hattehylden, og oversidens stof skal bukkes ned og limes på kanten, hvorefter det overskydende klippes eller skæres af til kanten af undersiden af hattehylden..
Nu er det tid til lige at prøve om hattehylden stadig passer ind i bilen, og så er den klar til at få skruet højttalere i.
Hvis man ikke har mod på, at gå i gang med et sådan projekt, må man prøve at få den lavet af en professionel.
|
|
|
Den originale hattehylde. |
Vores hattehylde, fix og færdig, monteret med højttalere, som er usynlige.
|
© Copyrigt: Joan Lynegaard, oktober 1998
|